Bøger jeg anbefaler..

 

"Bedre selvværd" - 10 trin til at styrke din indre GPS af Irene Oestrich

En anbefalelsesværdig god bog til selv at blive klogere på arbejdet med at forbedre selvværdsfølelsen.

Primadonna Ledelse" - Når arbejdet er et kald af Helle Hedegaard Hein

 

En rigtig inspirerende og nyere forskningsbaseret bog, når det handler om at forstå motivation og drivkraft hos disse særligt, dedekerede og yderst fagprofessionelle Primadonnaer. Mange gode eksempler primært fra Det kongelige Teater, hvor forfatteren har arbejdet som konsulent og interviewet adskillige personer i forbindelse med sin forskning og Ph.d.

 

 

"Hvor svært kan det være? af Ann-Elisabeth Knudsen

 

Værd at vide om voksne hjerner. En lidt utraditionel bog med mange sjove eksempler på forskellen på mænds og kvinders hjerner og deraf følgende adfærd.

 

"Kom stærk ud af din angst" af Lizl Rand
Fuld af gode råd til dig, der er angst. En meget personlig og selvafslørende beretning om at ligne en succes udenpå og være bange indeni. Indeholder forfatterens bedste råd, fakta om angst og nogle selvtests med meget beskrivende symptomer.

"Jeg overvandt stress" af  Mikala Dirckinck-Holmfeld
Kendte kvinder fortæller, hvordan de kom ud af stressen og fik bedre balance i livet. Hver casebeskrivelse afsluttes med personens tanker om at undgå stress og der er meget inspirerende læsning for alle, der ønsker at holde stressen fra livet.

Spis med mindfulness" af Lise Baltzer
Den direkte vej til naturlig vægt. Farvel til overflødigt fedt, slankekure, kostpoliti og andre klodser om benet. Bogen er fyldt med øvelser, refleksionsspørgsmål og eksempler. Det handler grundlæggende om at kunne mærke sin krop og have en god kropsfornemmelse for både at kunne mærke sult og mæthed - og spise derefter.

"UNBOSS" af Lars Kolind og Jacob Bøtter
UNBOSS kan gå hen og blive det nye buzzword. Lars Kolind gør op med den konventionelle boss.

Budskabet er at sætte passionen og det fælles formål forrest i alle sammenhænge - og profitten mere i baggrunden. Han mener, at der er god chance for, at fremtidens unbosser er kvinder og jeg kan i hvert fald genkende, at talentfulde kvinder virkelig ønsker, at jobbet og karrieren skal give personlig mening - at man oplever at gøre en reel forskel.

Terapiens Essens
af Irvin D. Yalom
Bogen indeholder 85 små kapitler med fortællinger fra forfatterens psykoterapeutiske praksis gennem et langt liv.

Det er super inspirerende læsning at få et kig "behind the lines" og indblik i hans faglige og personlige refleksioner over forvaltning af jobbet som professionel samtalepartner. Han har meget fokus på relationen og hvad der fremmer de gode resultater af et samtaleforløb, herunder hvor han selv placerer sig i samarbejdet med sine klienter.

"Fra potentiale til TALENT" - Identifikation - Udvikling - Fastholdelse

Erhvervspsykolog Stig Kjerulf & Lone Schilling Andersen har skrevet en god bog, der indeholder hele processen for virksomheders professionelle
talentudvikling. Bogen er relevant for flere, da den både indeholder omfattende beskrivelse af processen for HR-professionel test og udvælgelse af talentet, krav til talentet, krav til lederen og topledelsens engagement.

Forfatterne kommer godt omkring og har eksempelvis medtaget Kegans tre niveauer for udvikling af evnen til mental kompleksitet og gennemgår også begrebet forandringsimmunitet, hvilket er den tilstand, hvor personens ubevidste ligevægtsskabende adfærd forhindrer reel personlig kompetenceudvikling, selvom han/hun gerne vil. Det sidste er i sig selv spændende læsning for alle, der interesserer sig for personlig udvikling.

"Stressfri på tolv uger eller mer´"

Erhvervspsykolog Majken Matzau og journalist Christina Bølling beskriver i bogen en model - en stresscirkel - og gennemgår systematisk bevægelsen fra at være ikke-stresset til stresskollaps og vejen ud igen og tilbage på jobbet med en ny og bevidstgørende livserfaring.

Bogen har en fin tilgang til at beskrive, hvorfor man får stress, nemlig at stress kommer efter for lang en periode med overbelastning. Man kommer ovenpå igen og videre efter stress og en sygemelding. Det tager 12 uger eller mer!
"Manddomsprøven - Powerkvinderne kommer"
Lars Henriksen og Erik Holm skriver om mænd og de udfordringer hhv. muligheder som mænd oplever, når de lever sammen med stærke og karriereorienterede kvinder. Bogen refererer til forskning i biologisk og kulturel arv, der giver god baggrundsviden og forståelse for, hvorfor vi er som vi er og inspiration til, hvad vi kan udvikle yderligere  -
både mænd og kvinder.
Bogen indeholder 4 personlige interviews med mænd, der lever sammen med såkaldte powerkvinder og hvordan de 4 par på forskellige måder har tilrettelagt deres samliv og karriere.

"Tør du mærke livet - en bog om at finde nærvær og overskud til sig selv og andre".

Psykolog Sarah Zobel Kølpin skriver i sin nye bog både fagligt og personligt nærværende om begrebet "medfølelse".
Hun slår én ting fast i bogen, nemlig at "Fortiden som fokus for personlig udvikling kun er interessant, fordi fortiden har det med at begrænse vores frihed til at leve det liv, vi ønsker og drømmer om. Den begrænser vores handle-muligheder, fordi vi en stor del af tiden reagerer med fortiden som vejviser. Men selvfølgelig kan det være uoverskueligt og grænseoverskridende at begynde at udforske den for meget, fordi vi intuitivt godt ved, at det indebærer et møde med nogle negative følelser, som det kræver tid og kræfter at gå i krig med".

"Supernavigatør - få overblik over dit liv"
Camilla Kring, indehaver af Super Navigators, inspirerer ledere til at indrette arbejdspladsen efter medarbejdernes forskellige døgnrytmer og udnytte teknologien i større omgang. En supernavigatør vælger selv arbejdstid, retning, rytme og rum. Det fordrer at du som leder evner at udvise og skabe tillid og at medarbejderne tager ansvar for at tilrettelægge arbejdstiden og privatlivet på en for dem tilfredsstillende måde. Man navigerer udfra egne behov og samtidig accepterer man indbyrdes forskelligheder, herved øges produktiviteten og livskvaliteten.
Hun introducerer 4 superværktøjer; overblik, fokus, langsomhed og ro.

".. og så møder du ikke så mange idioter mere"

Dorthe Louise Hjortskov, der er økonomidirektør i Royal Copenhagen, har skrevet en åbenhjertig og livsbekræftende bog om sin egen udviklingsproces på baggrund af en NLP- og coaching uddannelse. Hun fortæller om, hvordan hun har udviklet menneskelig indsigt, evne til selvledelse, respekt for forskelligheder og nærvær. Hun udtaler: "Når man er så målfokuseret og resultatorienteret, som jeg var, lukker det følelserne og sanserne ned - fordi du ganske enkelt ikke har tid til at mærke efter. På min rejse har jeg ikke bare lært, hvad ord som "selvudvikling" og "selvledelse" betyder. Jeg har fået et helt andet liv, og det er jeg dybt taknemmelig for. Når du øger din selvindsigt og forstår, hvad det vil sige at være leder i dit eget liv, så bliver du på mange måder et rigere menneske."

"Personlig Vækst - hjælp til din udvikling som leder"


Jens Moberg beskriver ret godt, hvad det kræver af personlige kompetencer at være en god leder. Bogen kommer omkring mange centrale begreber og indeholder gode selvreflektions-øvelser.
Jeg fornemmer klart, at der er et rigtigt menneske bag lederen, der har skrevet denne bog og han deler gavmildt af egne erfaringer fra både arbejdsliv og privatliv. Han er også tydelig i sin formidling af egne værdier og over-
bevisninger. Stoffet bliver præsenteret på en personlig, nærværende og lettilgængelig måde.

Citat: "Personlig vækst er vigtigt for lederen, der skal blive ved med at udvikle sig selv for at udvikle organisationen og virksomheden. Lederen skal tage på en rejse, hvor man kigger ind i sig selv, forstår sine styrker og svagheder, samt hvordan man kan udvikle sig og blive det bedste man kan."


"Pæne piger kommer i himlen - kloge kvinder vælger selv"

Journalist Anne-Mette Michaelsen og lektor Anita Mac har interviewet en række kvinder og mænd om kvindeliv, familie og karriere. Bogen er fyldt med information, portrætter og nogle anekdoter, der virkelig giver stof til eftertanke. Bogen giver anledning til nysgerrighed, undren og selvransagelse.

"Det grænseløse arbejdsliv - at lede de selvledende medarbejdere"
Adjunkt og ph.d. Anders Raastrup Kristensen stiller en masse rigtig gode refleksionsspørgsmål i bogen. Både ledere og selvledende medarbejdere kan øge bevidstheden om, hvordan man kan håndtere udfordringen med at styre de vide frihedsgrader, der ligger i mange jobs i det grænseløse arbejdsliv.

Primadonnaledelse (en rigtig inspirerende og ny bog, når det handler om at forstå motivation og drivkraft hos disse særligt, dedikerede og yderst fagprofessionelle)